Hvad er en entreprise? Stor guide til entreprisearbejde
Entrepriser er fundamentet for dansk byggeri og anlægsarbejde. Opførelsen af en ny ejendom, renovering af en skole og anlæggelse af en motorvej er alle eksempler på entreprisearbejde.
3 hovedpointer i dette indlæg:
- En entreprise er en aftale om at udføre et bygge- eller anlægsarbejde.
- Entrepriseformen bestemmer, hvordan ansvar og opgaver fordeles mellem bygherre og entreprenør.
- Planlægning, kontrakt, økonomi og tilsyn er afgørende for et vellykket byggeprojekt.
I denne guide gennemgår vi alt, du bør vide: Hvad entreprise egentlig er og dækker over, hvordan det fungerer, hvem der udfører det, og hvordan du vælger den rette entrepriseform til dit projekt.
Table Of Contents
Hvad er en entreprise?
Entreprise betyder i sin grundform en aftale om at udføre et bestemt stykke arbejde – typisk inden for byggeri eller anlæg – mod betaling. Entrepriseaftalen regulerer både opgavens omfang, tidsramme, pris og ansvar.
I praksis spænder entrepriser over alt fra mindre opgaver som udskiftning af tag til store totalentrepriser, hvor en virksomhed har ansvaret for hele byggeprojektet fra start til slut.
Hvad betyder entreprise?
Ordet “entreprise” stammer fra fransk og betyder “at påtage sig”. I byggeriets verden bruges begrebet om det at påtage sig ansvaret for en bygge- eller anlægsopgave – enten i sin helhed eller delvist.
En entreprise indebærer som regel:
- En kontrakt mellem bygherre (kunden) og entreprenør (udførende).
- Et aftalt prisniveau – enten fast pris eller efter regning.
- En fastlagt arbejdsbeskrivelse og tidsplan.
Om entreprisearbejde: hvem kan bestille og udføre en entreprise?
Entreprisearbejde kræver typisk en vis faglighed og erfaring, og det er ikke alle, der kan udføre det.
Bestille en entreprise kan:
- Private boligejere, f.eks. i forbindelse med tilbygning eller renovering.
- Offentlige myndigheder, f.eks. kommuner og regioner.
- Erhvervsdrivende, f.eks. virksomheder der skal opføre lagerhaller, kontorer m.m.
- Boligforeninger og ejerforeninger, f.eks. i forbindelse med tilbygning eller renovering.
Udføre en entreprise kan:
- Totalentreprenører, der tager ansvar for både projektering og udførelse med faguddannede håndværkere, ingeniører og bygningskonstruktører.
- Hovedentreprenører, der samler flere underentreprenører.
- Specialiserede håndværksmestre, eller fagentreprenører, ved mindre fagentrepriser.
Sådan vælger du den rette form for entreprise
Valget af entrepriseform er afgørende for, hvordan dit byggeprojekt forløber – både økonomisk, tidsmæssigt og praktisk – og hver har sine fordele og ulemper.
Her får du et overblik over de mest anvendte entrepriseformer i Danmark:
Fagentreprise
Du indgår separate aftaler med hver enkelt faggruppe – f.eks. en tømrer, en murer og en elektriker. Det giver dig stor fleksibilitet, men du skal selv stå for koordineringen og tage ansvar for, at arbejdet skrider frem som planlagt.
Hovedentreprise
Du skriver kontrakt med én hovedentreprenør, som står for det samlede arbejde og selv hyrer underentreprenører. Bygherre slipper for at koordinere faggrupperne selv, men har stadig ansvar for projektering (f.eks. tegninger og ingeniørberegninger).
Totalentreprise
Entreprenøren har ansvar for både projektering og udførelse. Det er en løsning med mindst muligt besvær for bygherren, som til gengæld har mindre indflydelse på valg af materialer og leverandører undervejs.
Storentreprise
Ved en storentreprise opdeles arbejdet i større entrepriser, som hver udføres af en entreprenør. Du laver aftaler med flere entreprenører, som hver tager sig af en samlet del af byggeriet (f.eks. hele råhuset eller hele installationsdelen).
Partnering (adskiller sig fra traditionelle entrepriseformer)
En samarbejdsbaseret entrepriseform, hvor bygherre og entreprenør arbejder tæt sammen om hele processen – ofte i større og mere komplekse byggeprojekter. Her vægtes tillid, dialog og fælles målsætninger.

Danmarks største entrepriser
Danmark har i de seneste år stået bag nogle meget ambitiøse og kostbare entrepriser. Her er eksempler på nogle af de største projekter – både målt på kompleksitet og økonomisk omfang:
Femern Bælt-forbindelsen
Et af Europas største anlægsprojekter. En 18 km lang sænketunnel mellem Danmark og Tyskland, hvor både motorvej og jernbane integreres.
Pris: Anslået til omkring 62 mia. kroner. Projektet er organiseret gennem flere store kontrakter/entrepriser og konsortier og forventes færdigt i 2032.
Københavns Metro – Cityringen og udvidelser
Udbygningen af metronettet har involveret flere etaper og store internationale entreprenører.
Pris for Cityringen: Ca. 25 mia. kroner
Udvidelser (Nordhavn/Sydhavn): Ca. 9 mia. kroner
Entrepriserne dækker både tunnelarbejde, stationer, teknik og arkitektur.
Energiø i Nordsøen (planlagt)
En energiø til havs, som skal samle strøm fra flere havvindmølleparker.
Forventet pris: Op mod 210 mia. kroner afhængigt af udbudsform og teknologivalg. Projektet vil med stor sandsynlighed involvere nogle af verdens største entreprenørfirmaer. Det er for nuværende udskudt.
Typiske fejl i entrepriseprojekter
Entreprisearbejde rummer mange faldgruber, og både private og professionelle bygherrer støder ofte på de samme udfordringer.
En af de mest almindelige fejl er en uklar opgavebeskrivelse. Når det ikke på forhånd er tydeligt defineret, hvad arbejdet præcist omfatter, fører det ofte til uenighed om både tid, pris og ansvar.
En anden hyppig fejl er valg af en entrepriseform, der ikke matcher projektets kompleksitet eller bygherrens egne ressourcer. For eksempel kan fagentreprise give store problemer, hvis der ikke er den nødvendige tid eller erfaring til at koordinere håndværkerne.
Manglende byggetilsyn er også en klassisk faldgrube. Selv ved totalentreprise, hvor én aktør har hovedansvaret, er det vigtigt med løbende opfølgning på kvalitet og fremdrift. Her kan en ekstern byggerådgiver være en essentiel støtte.
Typisk 7-trins forløb af entrepriseprojekter
Et entrepriseprojekt følger ofte en fast struktur. Her er en typisk proces opdelt i syv trin – fra idé til aflevering:
- Behov og budget afklares:
Projektets omfang og formål defineres. Samtidig lægges et realistisk budget, som også tager højde for uforudsete udgifter. - Entrepriseform vælges:
Det vurderes, om opgaven skal løses som fagentreprise, hovedentreprise eller totalentreprise – afhængigt af kompleksitet, tid og ansvar. - Faglig rådgivning indhentes:
En byggeteknisk rådgiver eller arkitekt kan sørge for tegninger, myndighedsbehandling, udbudsmateriale og overordnet projektplanlægning. - Tilbud fra entreprenører indhentes:
Flere entreprenører kontaktes for at sikre sammenlignelige tilbud. Både pris, erfaring og tidligere referencer vurderes. - Skriftlig kontrakt udarbejdes:
Entreprisekontrakten skal klart beskrive tidsplan, betalingsvilkår, materialevalg og ansvarsfordeling. I Danmark anvendes blandt andet AB 18 som aftalegrundlag for mange bygge- og anlægsprojekter. AB 18 gælder dog kun, hvis parterne har vedtaget det som en del af kontrakten. - Løbende opfølgning sikres:
Projektet følges tæt gennem byggemøder og eventuelt med ekstern byggerådgivning eller tilsyn for at sikre fremdrift og kvalitet. - Gennemgang og aflevering:
Ved aflevering gennemgås arbejdet for mangler, og den resterende betaling håndteres efter de betalingsvilkår, der er aftalt i entreprisekontrakten.